Baggrund

Hvordan lyder forandring?

Allerførst er der stilhed. Det begynder med, at du lytter. Det er noget, mange af vi mennesker er ude af træning med. Vi glemmer det – eller ignorerer eller udskyder det, både når det handler om at lytte til vores indre verden og den ydre verden, hvor vi f.eks. gennem alt for lang tid har forsømt at lytte til Moder Jords behov og advarslerne om en klimakrise.

Det kan være svært at prioritere at lytte eller at føle, at det er okay bare være – åben og modtagelig. Ofte ænser vi ikke, at vi er holdt op med at lytte, indtil vi i et utilsigtet øjeblik af nærvær rammes af følelsen af at have været alt for langt væk fra os selv.

Det er tit, når vi bliver stille, at de dybe indsigter og kreative idéer melder sig – i pauserne mellem alle vores udadrettede aktiviteter. Alligevel tilskrives pauserne eller mellemrummene typisk kun sekundær betydning: som noget, der netop sker mellem alt det vigtige, vi udretter.

Hos Lyden af Forandring støtter jeg dig i at lytte og i at lade det, du oplever, komme til udtryk.

Uanset om jeg arbejder med SoulFlow, gralshealing, en-til-en eller i de specialiserede gruppeforløb, vil følgende altid være til stede, når jeg møder dig:

Rum

Hos mig får du rum til at lytte til, hvad der rører sig inden i dig. Du får rum til at være præcis, som du er. Det er faktisk det eneste, du skal her, og det kan såmænd også være udfordrende nok, for det er ikke noget, vi lærer eller opfordres til i ret mange sammenhænge.

Når du gerne vil forandre noget, kan du blive tvunget til at acceptere et paradoks[1]: Kun det, som du fuldt og helt accepterer og giver plads som en del af dig, kan du forandre. Det er et sådant rum til forandring, jeg stiller til rådighed.

Relation

Jeg møder dig menneske til menneske. Det betyder, at jeg følger dig i dine processer, og at jeg også i et vist omfang investerer min person og det, jeg har med mig, i din rejse. Det betyder ikke, at vores roller er ens, når vi mødes. Min rolle er altid guidens rolle, og mit ansvar er altid at støtte dig på rejsen.

Radikal anerkendelse[2]

Nøglen til din forvandling bærer du selv. Og ja, jeg bruger et stort ord: ’Forvandling’, men jeg bruger det med velberåd hu, for jeg insisterer på, at livet er magisk, at verden er et fortryllende sted, og at vi mennesker kan mere, end de fleste af os tror. Når du kommer hos mig, er det dig, der bestemmer retning og hastighed. Undervejs på din rejse vil holder jeg kompromisløst fast i din ret til at være her på jorden præcis, som du er, og på skønheden i dit indre og din evne til at hele dig selv.

Din kraft

Everything is Energy and that is all there is to it. Match the frequency of the reality you want and you cannot help but get that reality. It can be no other way.

– Albert Einstein

Alt er energi og vibration: Fra atomer til planeter – inklusiv det ’tomme’ rum imellem dem. Fra dine tanker til de ord, der kommer ud af din mund, og den stemning, du er i. Alt er energi og påvirkes derfor også af energi, så alt, hvad du gør, kan potentielt påvirke alt andet. På den måde er du potentielt også forbundet med alt andet.

Træerne i en skov er forbundet – ikke blot med hinanden, men også med andre plantearter[1]. Gennem mycelium (et netværk af svampetråde og rødder) kommunikerer træerne med hinanden og andre planter elektrokemisk. De udveksler næringsstoffer og information om eksempelvis farer som insektangreb eller sygdom.  Træerne er forbundet med hinanden i en grad, så det måske ikke giver mening at tale om dem som individuelle, isolererede væsener. Og sådan er det også lidt med os mennesker. Vi indgår i mangfoldige felter af energi, som udveksler med hinanden. Jeg vil ikke gå så langt som til at påstå, at vi ikke er individuelle væsener, men det giver ikke mening at beskrive os og vores handlinger som isolerede og uafhængige.

Verden bliver magisk, når du ved, at du kan forbinde dig med alt andet gennem energi og vibration. Du kan kalde det sommerfugleeffekten, karma eller kvantefysik: Hvad du sender ud, får du tilbage. Lige så sikkert som din telefon vil falde til jorden, hvis du taber den, lige så sikkert er det, at alt i dit liv følger princippet om årsag og virkning. Det kan være svært at gennemskue alle konsekvenser af en (fysisk) handling, og det bliver endnu sværere at holde styr på, hvad en hadefuld tanke eller en følelse af håb kan forårsage af virkninger omkring dig. Nogle gange kan en årsag spores 30 sekunder tilbage i tiden, andre gange kan kimen til et mønster i din adfærd findes flere hundrede år tilbage i tiden i et tidligere liv. Hertil kommer, at de energier og intentioner, du sender ud, spiller sammen med andres intentioner og flettes ind i andre årsagskæder.

Så hvad skal du bruge dette fuldkomment uoverskuelige princip til? Det fortæller dig, at tanker ikke er toldfrie. Des mere, du tager dette vilkår på dig og forholder dig til, hvilke fodspor af energi, du efterlader, desto mere vil du indtage rollen som aktiv medskaber frem medløber eller offer for omstændighederne i dit liv. Når du tager din karma på dig, tager du samtidig første skridt til at anerkende og udfolde en skaberkraft, som de fleste af os har glemt, at vi indeholder.

Som med det meste i livet, er der to sider af denne sag: Muligheden for at forbinde dig med alt andet bliver hul, hvis du ikke er landet i dig selv. Det svarer lidt til at prøve at bygge en bro mellem to ikke nærmere definerede punkter ude midt på havet. Er du ikke hjemme i dig selv, bliver forbindelserne til resten af verden skævvredne og vilkårlige, og du har ikke en jordisk chance for at have føling med eller tage ansvar for, hvad du sender ud. Din fødder bliver så at sige solidt plantet i den blå luft eller altid i de andres sko. Du bliver ydrestyret i stedet for at møde verden og den vilde forbundethed fra dit eget center. Verden er magisk – du er magisk, når du husker din forbundethed og ikke mindst forbindelsen til dig selv.

[1] Se f.eks. Cosmos: Possible Worlds, afsnit 7 (National Geographic, 2020)


Din sandhed

At lære er at finde ud af det, som du allerede ved. At handle er at vise, at du ved det. At lære fra dig er at lade andre vide, at de ved det nøjagtig lige så godt, som du selv.

– Richard Bach

Jorden er ét stort eksperimentarium. Du er her for at eksperimentere, lege og lære og for at prøve forskellige sider af dig selv af. Du er her for at lære, hvordan du bedst muligt udtrykker dit inderste væsen i samspil med andre mennesker og i øvrigt den verden, du er en del af. I det perspektiv er livet en opdagelsesrejse – faktisk en genopdagelsesrejse. Du er nemlig langt fra en blank tavle, når du begynder livet på denne jord. Grundlæggende ved du allerede alt, hvad der er værd at vide om at være menneske. Du bærer denne viden med dig ind i verden ved livets begyndelse, og den er kodet i dine celler, men det er de færreste af os, som husker hele billedet.

Der er forskellige måder at få hukommelsen på gled på. Du kan f.eks. fordybe dig i meditation og indadskuen som Jesus i hulen i Qumran[1] eller Buddha under bodhitræet. Eller du kan øve dig i bare at være til stede i dig selv, og det, du oplever, uden (for mange) forventninger eller domme. Herved træner du evnen til at lytte til dig selv (og verden) og til fordomsfrit at gå på opdagelse i dit inderste væsen, og du giver plads til, at dette væsen efterhånden kan komme mere og mere til udtryk. Lige så vigtigt, som det er at kunne forbinde dig med dit inderste væsen eller sjæl, lige så vigtigt er det nemlig, at du omsætter dine indsigter til levede erfaringer og praktisk visdom i mødet med verden omkring dig – også i de situationer, hvor du møder modstand, begår fejl og oplever den sårbarhed, som også er et vilkår for at være menneske.

Oftest er det faktisk i de mest smertefulde, urovækkende eller tåkrummende situationer, at du lærer vigtige ting om dig selv og dine relationer til verden.

I lyset af den store smerte og øjeblikkene af afmagt og fortvivlelse, som et menneskeliv kan indeholde, er jeg varsom med at beskrive livet som en leg. Og dog kan legen åbne op for vigtige læreprocesser. Når du leger og i sandhed giver dit indre barn frit, er du ikke bange for at fejle eller prøve nye ting uden på forhånd at kende resultatet. Det er sådan, (ud)forskeren arbejder, når han eller hun opdager nyt land eller afdækker nye sammenhænge, og når du giver dig hen til legen eller vover dig ud i et eksperiment, skaber du rigtig gode betingelser for at lære nyt om dig selv og dermed vokse som menneske.

Læreprocesser er forunderlige: De kan være smukke, sjove og smertefulde – fantastiske, fortvivlende og forvirrende – og de er ofte uforudsigelige. Mange gange er pointen ikke, hvad du troede, den ville være, og de erfaringer, du høster undervejs, kan vise sig at være vigtigere end et snævert defineret endemål. Det er alle sejrene, alle ahaoplevelserne, alle fejlene og alt det grimme, du møder, som giver dig de vigtigste erfaringer. Din forvandling starter, når du fuldt ud og uden forbehold accepterer alle dele af dig selv: De smukke, de grimme, de stærke, de svage, og dem, du ikke forstår. Det kræver tålmodighed og overbærenhed og først og fremmest kræver det nysgerrighed og mod til at gribe (hver)dagen og de muligheder for læring, den giver dig. Det kræver nysgerrighed og mod til at søge både højere og dybere i afdækningen af, hvem du er, og hvad der er vigtigt for dig, og det kræver, at du tør lytte til, tro på og følge det, du finder: Din sandhed. Det er denne eventyrånd, som gør, at du kan folde dine vinger ud og mærke, at de bærer.

[1] https://www.larsmuhl.dk/the-gate-of-light-by-lars-muhl/


Din balance

Intet træ, siges det, kan vokse til himlen, medmindre dets rødder når ned til helvede

– Carl Gustav Jung

Du lever på dualiteternes planet. Her er vi rigtig gode til kærlighed, men også til krig og fortræd, og vi er mestre i at skabe nyt og bygge op, men også til at ødelægge. I disse år bliver dette særligt tydeligt i relationen til jorden, som bærer og nærer os.

Dualiteten er en præmis for at være menneske. Du bærer i dig kimen til både himmel og helvede. Det er gennem modsætninger, at du gør dig erfaringer og lærer. Det er sådan du vokser, får adgang til og udtrykker stadig mere af dit inderste væsen. Og det giver dig evnen til at se det stærke og det smukke i sårbarheden. Dualiteten handler nemlig ikke kun om at sætte modsætninger op imod hinanden. Den er dialektisk: Modsætningerne taler med hinanden. De er betinget af hinanden og bærer hinanden i sig.

Det er svært virkeligt at kende glæden, hvis du ikke kender sorgen. Du kan først rigtigt mærke, at du kommer hjem i dig selv, når du har følt dig fremmedgjort. Kærligheden opleves stærkere, hvis du har været fanget i frygt. Foreningen bliver mere intens efter adskillelsen. Håbet lyser klarere midt i afmagtens mørke.

På den måde vokser harmonien ud af den konstante vekselvirkning og udveksling mellem modsætninger, og forvandlingen sker, når de forskellige dele af dit væsen forenes. Bevidstheden om, at der – for det meste – er vigtig læring at hente, når livet gør ondt, kan være en trøst, når det hele føles for sort eller tungt eller bare meningsløst.  Men den har også en anden og måske vigtigere funktion: Den minder dig om, at det populært sagt kan være nødvendigt at bevæge sig ind i bjergets mørke for at finde diamanten.  Nogle gange er du nødt til at møde det, du er allermest bange for, for at opnå den forløsning, du længes efter.

Den konstante vekslen mellem modsætninger gør sig gældende for flere af kroppens mest basale funktioner, f.eks. åndedrættet, som veksler mellem at indoptage ilt og afgive kuldioxid. Det er for mig at se det samme for alle niveauer af din væren her i verden: Indtryk og udtryk. Du får indtryk og giver udtryk. Allerhelst giver du udtryk for dig selv og din sandhed, men det er ikke altid så lige til, og det er noget, der ofte skal trænes og tilpasses gennem livet.

Din allerførste vejrtrækning følger det allerførste og ofte overvældende indtryk af verden udenfor din mors mave. Herefter kommer ofte dit allerførste lydlige udtryk: Et skrig. Din evne til at modtage indtryk og evnen til at give udtryk for, hvad der sker i dig, udvikles og nuanceres efterhånden. Det er en proces, der i høj grad afhænger af, hvor hvordan du bliver set og hørt og anerkendt af de vigtigste personer omkring dig, i første omgang typisk din mor og far. Det har selvfølgeligt også betydning for processen, hvilke karaktertræk og hvilken historie, du bringer med dig ind i dette liv. Der er derfor heller ingen facitliste for, hvordan og hvor meget, du skal kunne tage ind eller udtrykke. Er der imidlertid balance mellem de to: Indtryk og udtryk, kan du opleve flow: Du lytter til dig selv og den verden, du er en del af, og du giver udtryk for dig selv i mødet med denne verden. Det bliver en bevægelse, som flyder lige så naturligt som dit åndedræt: Ind og ud – ind og ud. Og det bliver en bevægelse, som du kan hvile i, når livet er let, og når smerten melder sig, og både i de stormfulde højder og gennem det stille vand.

[1] Se Drop opdragelsen – Og bliv klogere på dig selv og dit barn af Fie Hørby (Gyldendal, 2019)

[2] Frit efter Søren Hauge: https://sorenhauge.com/genfindkraften/