Intet træ, siges det, kan vokse til himlen, medmindre dets rødder når ned til helvede
– Carl Gustav Jung
Du lever på dualiteternes planet. Her er vi rigtig gode til kærlighed, men også til krig og fortræd, og vi er mestre i at skabe nyt og bygge op, men også til at ødelægge. I disse år bliver dette særligt tydeligt i relationen til jorden, som bærer og nærer os.
Dualiteten er en præmis for at være menneske. Du bærer i dig kimen til både himmel og helvede. Det er gennem modsætninger, at du gør dig erfaringer og lærer. Det er sådan du vokser, får adgang til og udtrykker stadig mere af dit inderste væsen. Og det giver dig evnen til at se det stærke og det smukke i sårbarheden. Dualiteten handler nemlig ikke kun om at sætte modsætninger op imod hinanden. Den er dialektisk: Modsætningerne taler med hinanden. De er betinget af hinanden og bærer hinanden i sig.
Det er svært virkeligt at kende glæden, hvis du ikke kender sorgen. Du kan først rigtigt mærke, at du kommer hjem i dig selv, når du har følt dig fremmedgjort. Kærligheden opleves stærkere, hvis du har været fanget i frygt. Foreningen bliver mere intens efter adskillelsen. Håbet lyser klarere midt i afmagtens mørke.
På den måde vokser harmonien ud af den konstante vekselvirkning og udveksling mellem modsætninger, og forvandlingen sker, når de forskellige dele af dit væsen forenes. Bevidstheden om, at der – for det meste – er vigtig læring at hente, når livet gør ondt, kan være en trøst, når det hele føles for sort eller tungt eller bare meningsløst. Men den har også en anden og måske vigtigere funktion: Den minder dig om, at det populært sagt kan være nødvendigt at bevæge sig ind i bjergets mørke for at finde diamanten. Nogle gange er du nødt til at møde det, du er allermest bange for, for at opnå den forløsning, du længes efter.
Den konstante vekslen mellem modsætninger gør sig gældende for flere af kroppens mest basale funktioner, f.eks. åndedrættet, som veksler mellem at indoptage ilt og afgive kuldioxid. Det er for mig at se det samme for alle niveauer af din væren her i verden: Indtryk og udtryk. Du får indtryk og giver udtryk. Allerhelst giver du udtryk for dig selv og din sandhed, men det er ikke altid så lige til, og det er noget, der ofte skal trænes og tilpasses gennem livet.
Din allerførste vejrtrækning følger det allerførste og ofte overvældende indtryk af verden udenfor din mors mave. Herefter kommer ofte dit allerførste lydlige udtryk: Et skrig. Din evne til at modtage indtryk og evnen til at give udtryk for, hvad der sker i dig, udvikles og nuanceres efterhånden. Det er en proces, der i høj grad afhænger af, hvor hvordan du bliver set og hørt og anerkendt af de vigtigste personer omkring dig, i første omgang typisk din mor og far. Det har selvfølgeligt også betydning for processen, hvilke karaktertræk og hvilken historie, du bringer med dig ind i dette liv. Der er derfor heller ingen facitliste for, hvordan og hvor meget, du skal kunne tage ind eller udtrykke. Er der imidlertid balance mellem de to: Indtryk og udtryk, kan du opleve flow: Du lytter til dig selv og den verden, du er en del af, og du giver udtryk for dig selv i mødet med denne verden. Det bliver en bevægelse, som flyder lige så naturligt som dit åndedræt: Ind og ud – ind og ud. Og det bliver en bevægelse, som du kan hvile i, når livet er let, og når smerten melder sig, og både i de stormfulde højder og gennem det stille vand.