Specialiserede gruppeforløb

Pilotforløb: Mig og maden – fra konflikt til balance (opstart foråret 2023)

I dette forløb arbejder vi med skabe størst mulig balance i dit liv: I måden, du møder dig selv og verden på, i dit udtryk og i måden, hvorpå du nærer dig selv. 

Spiseforstyrrelser kan have mange udtryk og kan opleves på mange forskellige måder: Måske er det en afgrænset størrelse, der irriterer dig i dit forhold til mad, og som du gerne vil rette op på for at få en højere livskvalitet. Det kan også være noget nærmest monstrøst som opleves, som om det har taget magten over hele dit liv. Spiseforstyrrelser kan handle om at hyggespise, trøstespise, overspise, ikke at spise eller om at spise efter bestemte regler, og så kan spiseforstyrrelser også handle om at kompensere, når du har spist ’forkert’ ved f.eks. at dyrke motion på en overdrevet eller ubalanceret måde. Om du oplever forstyrrelser i din måde at spise på og i hvilken grad, er det dybest set kun dig selv, der kan mærke2.

Baggrund

Da jeg udviklede en spiseforstyrrelse som 10-11-årig, søgte mine forældre hjælp i børne- og ungepsykiatrien, og jeg kom i grove træk (som jeg husker det) hjem med en madplan. Jeg spiste ikke nok, så jeg fik en plan for, hvor meget jeg skulle spise og hvornår. Og ja, så begyndte jeg at spise mere, for det havde jeg fået besked på, men spiseforstyrrelsen var der stadig: I stedet for at spise for lidt spiste jeg nu for meget og kastede det så op igen – i al hemmelighed selvfølgelig. I løbet af de 16-17 år, hvor spiseforstyrrelsen dominerede mit liv og var mit primære udtryk, mødte jeg mange forskellige typer af behandling, hvoraf noget virkede og meget slet ikke gjorde, og jeg har siden hørt om temmelig blandede oplevelser af den hjælp, der er at finde, når man kæmper med en spiseforstyrrelse. Det er en historie for sig selv. Siden min ’debut’ i de tidlige 1990’ere er det blevet slået fast, at spiseforstyrrelser ikke (kun) handler om mad, og derfor heller ikke kun kan heles med skemaer for hvad, hvor meget og hvornår vi skal spise. Det er en god ting, at vi er nået hertil. Nu er det så måske på tide, at pendulet svinger lidt den anden vej igen – at vi breder perspektivet ud og bestræber os på at favne hele den komplekse størrelse, som en spiseforstyrrelse kan være. Mine forkvaklede spisemønstre var ikke den primære udfordring – men de var i sig selv nok til, at kampen føltes urimeligt barsk og hård. Der var dybere psykologiske årsager til, at jeg ikke kunne finde ud af eller havde lyst til at være i verden, men de blev for det meste overskygget af den konstante uro eller afmagt, selvhad eller udmattelse, som overspisninger, opkastninger og andre kompenserende handlinger afstedkom. Jeg levede som misbruger. Og det var et misbrug, som jeg ikke kunne komme ud af ved at afskære mig fra mit ’stof’. Maden – lige fra flødebollerne til de frosne hvidløgsflutes – var min værste fjerne, men jeg kunne ikke eliminere den. Jeg kunne ikke fjerne den fra mit liv. Parallelt med det dybe arbejde med min indre smerte måtte jeg forsøge at etablere et afbalanceret, sundt og naturligt forhold til det, som for mig på mange måder virkede som et narkotikum. Man kan sige, at en spiseforstyrrelse bærer sin egen dobbeltdiagnose i sig, og den må derfor også holdes i et rum, som favner både sindslidelse/psykisk sårbarhed/eksistentielle sår og misbrug. Det er komplekst, og det kræver, at vi ser på det enkelte menneske i sin egen helhed og i de mange sammenhænge, det er en del af, og vi at prøver at forstå, hvordan eksistentielle sår og misbrug i det enkelte tilfælde er flettet ind i hinanden. 

Forløbet

Forløbet tager dig på en rejse gennem forskellige perspektiver på, hvordan vi bruger maden, og vi undersøger sammen, hvordan (mis-)brug af maden kan være udtryk for forskellige ubalancer eller forstyrrelser i vores måde at forholde os til os selv og vores kroppe på, til mennesker og verden omkring os og til jorden under os. Du får ikke fasttømrede svar på, hvordan du skal eller bør spise, og heller ikke et quickfix, der gør, at du med ét kan slippe afhængigheden og få et sundt og afbalanceret forhold til mad. 

Det, du får, er vigtigere og stikker dybere: Du får indblik i, hvad det er for kræfter i dig, som er i spil, når du trøstespiser, overspiser, stopper med at spise eller sætter alle mulige regler op for din spisning. Og du får et kærligt og støttende rum, hvor du får plads til at møde dig selv, præcis som du er, og hvor jeg og de andre i gruppen bakker op, når du møder det svære, og deler glæden, når dine bestræbelser lykkes.  

Pilotforløbet varer ca. 7 måneder og er en kombination af fysiske og online møder og af individuelle sessioner og gruppemøder, og vi kommer til at arbejde med forbindelsen til din krop, til jorden og til de dybeste dele af din psyke.

Vi arbejder ud fra 7 temaer: 

  1. Spis som du ønsker at være i verden 
  2. Spis bevidst 
  3. Spis for at udtrykke 
  4. Spis for at rumme 
  5. Spis for at definere dig selv 
  6. Spis for nyde 
  7. Spis for at overleve 

Temaerne for de individuelle sessioner afhænger af, hvad du specifikt har behov for at arbejde med, men der vil ofte være sammenhæng med de temaer, som vi arbejder med i gruppen. 

Erfaringerne fra pilotforløbet indgår i det videre arbejde med at tilbyde støtte, der virker i dybden, til mennesker, der kæmper med en spiseforstyrrelse, hvorfor du løbende vil blive bedt om at evaluere på forløbets forskellige aktiviteter. Til gengæld får du hele forløbet til stærkt reduceret pris.  

Hvor, hvornår og hvor meget?

Grundforløb: 

14 gruppemøder hos Lyden af Forandring i Lyngby eller online 

7 individuelle sessioner (primært med udgangspunkt i SoulFlow) 

Efter grundforløbet opfordrer jeg til, at I fortsætter med at mødes i gruppen minimum en gang om måneden for fortsat at støtte op om jeres processer, og jeg vil stå til rådighed ved et af disse møder efter 3 måneder og igen efter 6 måneder. 

Samlet pris for pilotforløbet er 3.500,- kr. (Normalpris 7.000,- kr.)

Max. antal deltagere: 5 

Tror du, at forløbet kunne være noget for dig, så skriv til mig her eller ring på tlf.: 28 57 21 99. 

Jeg glæder mig til at høre fra dig!